Gang givet dem Dejgkugler af Mel fra Faderens Kværnhtls. Alle disse T ræer langs Stien var hans gode Bekendte. Om Vaaren havde han tappet Sevje af dem og om Vinteren været som en liden Fader for dem, befriet dem for Sne, hjulpet deres Grene ivejret. Og endog oppe i det for- ladte Granitbrud var ingen Sten ham fremmed, han havde hugget Bogstaver og Tegn i dem og rejst dem op, ordnet dem som en Menighed omkring en Præst. Alverdens forunderlige Ting foregik i dette gamle Granitbrud. Han bøjed af og kom ned til Dammen. Kværnen gik, en umaadelig og tung Larm om- gav ham. Han var Vant til at vandre omkring her og tale højt med sig selv; hverSkumperle havde ligesom et lidet Liv for sig at tale om, og henne ved Slusen faldt Vandet ret ned og saa ud som en blank Væv, der hang ude til Tørring. I Dammen nedenfor Faldet var der Fisk; han havde staaet der med sin Stang mangen Gang. Naar han blev voksen, Vilde han blive Dyk- ker. Det vilde han. Saa traadte han ned i
Comments
0 B
|👍
/👎